Fuck hvor er jeg bare negativ. Jeg holder det faktisk ikke ud!! F.eks. så skulle vores adoptionsrådgiver, ifølge den feriebemandings liste de har lagt ud på AC's hjemmeside, være tilbage på kontoret i dag. Men det er hun ikke!! I min despration og håb om nyt i vores sag, sender jeg en mail for at hører om vi kan forvente svar i denne uge. Tilbage kommer der en standart mail om at hun først er tilbage torsdag. ARHHH!!! I må gerne ryste på hovedet af mig derude på den anden side af skærmen og tænke "nu er den da helt gal med hende". For et eller andet sted så ved jeg godt at der ikke er lang tid til torsdag og at de andre på kontoret giver os besked hvis der kommer nyt. Men det er bare så mega hårdt at vente på den afgørelse. Det er svært at beskrive hvad det præcist gør ved en. Men i øjeblikket afhænger vores fremtid, endnu engang, i fremmedes hænder - og det er mere end hvad hjertet og hovedet kan klare :(
I går fik vi en mail om "barn søger forældre". Det er en liste som bliver sendt til alle dem der har ønsket det. På listen er der børn, som kan være svære at placere pga. forskellige ting. F.eks. meget for tidlig fødte, blind på det ene øje, hepatitis osv.
Vi har af forskellige grunde valgt kun at få en normal godkendelse til et barn 0-36 mdr. Vi ønsker, som mange tror jeg, at vores barn er sund og rask. Et eller andet sted kan man jo overveje om det er etisk at man kan lave et sådan valg? Når man føder sine børn, kan man ikke vælge fejl/mangler/ekstra udfordringer (kald det hvad du vil) til eller fra. Men det kan vi. Vi kan vælge at udvide vores godkendelse, således at vi f.eks. ønsker at adoptere et barn med mindre hjetefejl. læbe-gane spalte eller hvad det nu måtte være. Vi har selvfølgelig snakket om dette. Men da vi ved, at vores barn altid vil have noget psykisk at "kæmpe" med, så vil vi gerne have et fysisk rask barn.
I går blev "barn søger forældre listen" så sendt rundt til alle på Colombia listerne, da der var en lille dreng fra Colombia på listen. Åh shit jeg syntes det er hårdt!! Her sidder vi og er frygtelig presset og usikre på vores fremtid om at blive forældre. Så dukker denne liste op med beskrivelsen af en lille gut og muligheden for at blive forældre lige om lidt!! Alle vores gode begrundelser for, ikke at adoptere en special needs barn er for en stund helt væk. Et split sekund overvejde vi det... men det er ikke det rigtige tidspunkt for os, at revudere vores godkendelse. Vi er simpelthen for følelsesmæssige påvirket.
Jeg syntes et eller andet sted det er lidt frækt af AC at sende denne liste rundt til alle - men samtidig håber jeg jo inderligt at en anden dansk familie end os har overskudet til at blive den lille drengs familie og det er deres match in heaven.
Når vi er på den anden side af alt dette, så må vi revudere vores ønsker og se hvad vores fremtid skal bringe....
tirsdag den 28. juni 2011
torsdag den 23. juni 2011
Kom nu!!!!
Jeg fik fat i MC i går på trods af, at hun skulle være på ferie. Hun var lige på kontoret for at ordne noget med en hastesag?? Jeg håber inderligt den sag omhandler at der er barn/børn på vej til en/flere heldige familier!! Nå men tilbage til vores sag. Der er intet nyt. MC har rykket kontakt personen i Bogota, Helena, 3 gange nu. Intet svar. ARHH!!! Hun sagde, at nogle gange skrev de direkte til børnehjemmets leder og hun ville derfor skrive til Marie Clemensia i går og hører til vores sag. Vi håber derfor at dette stadig er ugen vi får besked om, hvorvidt vi er godkendt eller ej. Vi krydser vores fingre det bedste vi har lært og håber håber håber på et godt udfald.
Jeg kan simpelthen ikke holde det ud mere. Denne uvished er frygtelig. Tænk hvis drømmen om Colombia-tumlingen stopper her? En plan B har vi ikke... for pt. kan vi slet ikke overskue at starte på en ny liste. Og det er vel i princippet den eneste mulighed vi har. Ja vi kan også vælge et liv uden børn... men den tanke kan jeg ikke holde ud at tænke til ende.
Vi prøver så godt vi kan at holde os beskæftiget for at holde tankerne for døren. Palle byger skur i stor stil, cyklen bliver motioneret og arbejdet kræver overarbejde. Jeg går amok med støvkluden, Nanna-hunden går lange lange ture og dankortet bliver misbrugt ;) Men det lykkes bare ikke helt så godt. Vi har ellers troet på det indtil nu - men det er som om, at jo længere tid der går, jo mere kommer tvivlen snigende. Alle folk spørg til hvordan det går og jeg er ved at blive sindsyg. Orker bare ikke at forklarer det endnu engang. Så jeg kommer med standart bemærkningen om, at vi venter og intet nyt har hørt bla. bla. bla.
I går troppede min mor op på adressen. Hun kunne mærke at vi var kørt helt ned. Hun vil så gerne tage smerten og bekymringerne fra os, men det kan hun bare ikke. Ingen kan. Men et kram fra mor er nu ikke af vejen ;)
Mit I alt det her kaos er en dejlig livsbekræftende nyhed. Husker ikke om jeg har skrevet det herinde før? Nå men så får i den lige igen. Jeg skal være FASTER og ved 12 ugers scaningen var der er sund og rask lille bebs derinde i Vivians mave som gerne vil ud 1/1-2012 :o) Og selvom vi selvfølgelig syntes mine kære bror og hans kæreste bør holde kø-kulture og vi da ville lyve hvis vi ikke godt kan mærke et snert af jaluosi. Ja så glæder vi os samtidig på deres vegne. Det er dejligt de ikke skal kæmpe den samme kamp som os for at få det de ønsker sig mest. Og det er jo ikke ligefrem første gang vi er blevet sprunget over i køen... man kan vel vende sig til alt?!
Nu vil jeg tage på cafe med søde kollegaer - det kan da få tankerne på afstand for et par timer.
Jeg kan simpelthen ikke holde det ud mere. Denne uvished er frygtelig. Tænk hvis drømmen om Colombia-tumlingen stopper her? En plan B har vi ikke... for pt. kan vi slet ikke overskue at starte på en ny liste. Og det er vel i princippet den eneste mulighed vi har. Ja vi kan også vælge et liv uden børn... men den tanke kan jeg ikke holde ud at tænke til ende.
Vi prøver så godt vi kan at holde os beskæftiget for at holde tankerne for døren. Palle byger skur i stor stil, cyklen bliver motioneret og arbejdet kræver overarbejde. Jeg går amok med støvkluden, Nanna-hunden går lange lange ture og dankortet bliver misbrugt ;) Men det lykkes bare ikke helt så godt. Vi har ellers troet på det indtil nu - men det er som om, at jo længere tid der går, jo mere kommer tvivlen snigende. Alle folk spørg til hvordan det går og jeg er ved at blive sindsyg. Orker bare ikke at forklarer det endnu engang. Så jeg kommer med standart bemærkningen om, at vi venter og intet nyt har hørt bla. bla. bla.
I går troppede min mor op på adressen. Hun kunne mærke at vi var kørt helt ned. Hun vil så gerne tage smerten og bekymringerne fra os, men det kan hun bare ikke. Ingen kan. Men et kram fra mor er nu ikke af vejen ;)
Mit I alt det her kaos er en dejlig livsbekræftende nyhed. Husker ikke om jeg har skrevet det herinde før? Nå men så får i den lige igen. Jeg skal være FASTER og ved 12 ugers scaningen var der er sund og rask lille bebs derinde i Vivians mave som gerne vil ud 1/1-2012 :o) Og selvom vi selvfølgelig syntes mine kære bror og hans kæreste bør holde kø-kulture og vi da ville lyve hvis vi ikke godt kan mærke et snert af jaluosi. Ja så glæder vi os samtidig på deres vegne. Det er dejligt de ikke skal kæmpe den samme kamp som os for at få det de ønsker sig mest. Og det er jo ikke ligefrem første gang vi er blevet sprunget over i køen... man kan vel vende sig til alt?!
Nu vil jeg tage på cafe med søde kollegaer - det kan da få tankerne på afstand for et par timer.
søndag den 19. juni 2011
1 års bryllupsdag
I dag kan vi fejre vores første år som mand og kone. Og hvilket år!!! Vi mindes denne dag for 1 år siden og wauw en fantastisk oplevelse. Sikke en fest! Vi er begge enige om, at det er det vildste vi nogensinde har prøvet. Det var fantastisk at få lov til at dele vores kærlighed til hinanden med alle vores nærmeste. Vi var overvældet over alle de flotte gaver, skønne sange, de mange smukke taler der blev holdt og det fantastiske underholdning vores venner havde stablet på bennene. I løbet af året har vi modtaget sjove postkort (med billeder af os selv) fra alle jer der deltog i festen. Hver gang er vi blevet mindet om en skøn skøn dag. TAK! Det er bare den bedste dag i vores liv til dato - vi får et kæmpe smil på læben når vi husker tilbage på vores bryllupsdag.
Her er en lille billede kavalkade med detaljer fra en stor dag:
Vi glæder os til at se hvad fremtiden byder - sammen klare vi det ♥ ♥ ♥ ♥
fredag den 17. juni 2011
Ventekalender Juni 2011
Sansegyngens runde favn gentager den første bevægelse, spædbarnet kender, og giver rolige og trygge børn. Når børnene vokser, vokser gyngen med og giver fantasifulde, sociale og selvhjulpne børn.
Når gyngen hænger lavt over jorden, gør den små børn selvhjulpne, fordi de selv kan klatre ind og ud. Hvis Sansegyngen løftes lidt, får større børn vinger som fuglen og frihed til at skabe nye lege hver eneste dag. Børnene kan sidde i den, ligge i den, hænge på den og hygge i den. Børns kreative leg med gyngen styrker balancen, og bevægelsens beroligende effekt varer hele livet. Derfor er gyngen også en fantastisk gave til voksne børn.
Motorikken er i hus
Den originale sansegynge er ophængt i ét punkt, der giver gyngen en karrusel-funktion. Det betyder, at den både kan snurre rundt og gynge frem og tilbage og til siden – netop de tre bevægelser, der aktiverer væsken i de tre buegange i vestibulærsansen, der er så vigtig i forhold til vores balance.
onsdag den 15. juni 2011
Vi har fundet vores sti....
Til alle vores kære venner med børn, som gerne vil fortælle dem om adoption, så er herunder en sød lille film som fint fortæller lidt om hvorfor vi skal hente et barn i Colombia :o)
Intet nyt under stjernerne
Hvis nogen bemærker det lidt sene tidspunkt for denne blog-opdatering, så er det af den årsag at jeg er på arbejde. Patienterne sover og jeg keder mig! Hvad er bedre, når ekstrabladet, adoptionsverden osv. er læst tynd - at komme med en lille status opdatering om hvad der rør sig hos mig pt. Jeg trænger til at skrive alle de trælse tanker ned - min egen helt "private" terapi form ;o)
Vi håber inderligt Colombia snart giver en tilbage melding på vores sag. Det er ikke specielt sjovt at gå her i det uvisse og ikke vide om man er købt eller solgt. Det slider! Humøret bliver i den grad påvirket af det, hvis i spørg' min kære hr. mand så tror jeg ikke han syntes hans kone er speciel sjov i tiden. Gid man bare kunne tage det lige så afslappet som ham! Ikke han ikke bekymre sig - han formår bare, ikke at tage sorgerne på forskud. Det er det jeg elsker ham for - at han bevarer roen og optimismen. Så kan jeg være hende der flipper ud og lader de små detaljer blive til kæmpe problemer ;o) F.eks. når AC pluslig ændre vores udsendelses dato til i forrig uge, på trods af den er sendt til Ayudame for over en mdr. siden. Jeg ved godt, at vi ved hvornår den er sendt - men det er squ bare træls når det ikke stemmer med de oplysninger der er at finde på AC's hjemmeside. Så på trods af det er en detalje, ja så irretere det mig. Så langt ude er jeg pt. Ævvv!
Hjemme hos os har vi efterhånden indset, at 2011 nok ikke bliver året hvor vi bliver +1. Jeg ved godt, at der stadig er 6 mdr. tilbage af året og meget kan ske. Men hvis vi skal være lidt realistiske og holde det op med statestikkerne fra de sidste år, så tyder det ikke i den retning. Ayudame skal virkelig slå alle rekorder hvis det skal ske - og det skal vi vidst ikke sætte næsen op efter. Bestemt ikke med det tempo formidlingen kører i nu. Der er bare så stille - kom nu Colombia. Hep hep!!
Nu det ikke tyder på, at det bliver i år vi skal rejse til Colombia, så må jeg indrømme at tankerne om jobskifte fylder! Jeg vil bare SÅ gerne have et job jeg glæder mig til at komme afsted til - noget der fylder hverdagen som gør mig glad, istedet for det skal være en sur pligt! Shit jeg savner adrenalin-kick'et der susser gennem kroppen når der bliver meldt en dårlig patient. Jeg trænger til nye udfordringr og noget der kan få tankerne lidt væk fra dette adoptions-helvede som jeg pt syntes det er.
Jeg orker ikke folk spørger til adoption for tiden - der er bare intet spændende at berette om og jeg bliver mindet om dette vente-helvede jeg pt. syntes det er. Fortryder ikke et sekund jeg har været åben om vores adoption hele vejen, for det betyder også at der er søde mennesker der lytetr når det er det jeg har behov for. Lige pt. vil jeg bare helst glemme hvor træls det er :o(
Nå tilbage til den virkelighed. Klokkene bimler og det er tid til en lille tur rundt med lommelygten.
Godnat Danmark blev der sagt!
Vi håber inderligt Colombia snart giver en tilbage melding på vores sag. Det er ikke specielt sjovt at gå her i det uvisse og ikke vide om man er købt eller solgt. Det slider! Humøret bliver i den grad påvirket af det, hvis i spørg' min kære hr. mand så tror jeg ikke han syntes hans kone er speciel sjov i tiden. Gid man bare kunne tage det lige så afslappet som ham! Ikke han ikke bekymre sig - han formår bare, ikke at tage sorgerne på forskud. Det er det jeg elsker ham for - at han bevarer roen og optimismen. Så kan jeg være hende der flipper ud og lader de små detaljer blive til kæmpe problemer ;o) F.eks. når AC pluslig ændre vores udsendelses dato til i forrig uge, på trods af den er sendt til Ayudame for over en mdr. siden. Jeg ved godt, at vi ved hvornår den er sendt - men det er squ bare træls når det ikke stemmer med de oplysninger der er at finde på AC's hjemmeside. Så på trods af det er en detalje, ja så irretere det mig. Så langt ude er jeg pt. Ævvv!
Hjemme hos os har vi efterhånden indset, at 2011 nok ikke bliver året hvor vi bliver +1. Jeg ved godt, at der stadig er 6 mdr. tilbage af året og meget kan ske. Men hvis vi skal være lidt realistiske og holde det op med statestikkerne fra de sidste år, så tyder det ikke i den retning. Ayudame skal virkelig slå alle rekorder hvis det skal ske - og det skal vi vidst ikke sætte næsen op efter. Bestemt ikke med det tempo formidlingen kører i nu. Der er bare så stille - kom nu Colombia. Hep hep!!
Nu det ikke tyder på, at det bliver i år vi skal rejse til Colombia, så må jeg indrømme at tankerne om jobskifte fylder! Jeg vil bare SÅ gerne have et job jeg glæder mig til at komme afsted til - noget der fylder hverdagen som gør mig glad, istedet for det skal være en sur pligt! Shit jeg savner adrenalin-kick'et der susser gennem kroppen når der bliver meldt en dårlig patient. Jeg trænger til nye udfordringr og noget der kan få tankerne lidt væk fra dette adoptions-helvede som jeg pt syntes det er.
Jeg orker ikke folk spørger til adoption for tiden - der er bare intet spændende at berette om og jeg bliver mindet om dette vente-helvede jeg pt. syntes det er. Fortryder ikke et sekund jeg har været åben om vores adoption hele vejen, for det betyder også at der er søde mennesker der lytetr når det er det jeg har behov for. Lige pt. vil jeg bare helst glemme hvor træls det er :o(
Nå tilbage til den virkelighed. Klokkene bimler og det er tid til en lille tur rundt med lommelygten.
Godnat Danmark blev der sagt!
onsdag den 8. juni 2011
Nu venter vi på komitetens afgørelse
Vi har i dag fået bekræftet at vores ekstra dokument er på vej til Colombia. Nu er der ikke andet for, end at håbe de snart holde komitetsmøde i Colombia så de kan få godkendt vores sag!!!
Marie-Cecilie forventer at vi snart ved besked... men hvornår er snart??!!
Vi væbner os med tålmodighed, krydser vores fingre og sender POSITIVE tanker til Colombia!!!!!!!!
Marie-Cecilie forventer at vi snart ved besked... men hvornår er snart??!!
Vi væbner os med tålmodighed, krydser vores fingre og sender POSITIVE tanker til Colombia!!!!!!!!
tirsdag den 7. juni 2011
Telefonen ringer...
... og på displayet står der Marie-Cecilie AC. Fluks ryger en masse tanker gennem hovedet. Er det nu? Ej det kan det ikke være! Hvad er galt? Noget mangler?! Ja noget mangler, desværrer :(
Marie Cecilie ringede i onsdags for at fortælle os, at hun havde modtaget en mail fra Ayudame. Vores sag var sendt på komitet. Kort fortalt består komiteten af x antal mennesker i Colombia som skal godkende vores sag inden de kan matche barn til os. I Komiteten er der en psykolog, som ikke finder vores social rapport/psykolog rapport uddybende nok om et konkret emne, og derfor ønsker de yderligere oplysninger. I første omgang er vi blevet bedt om, med egne ord at uddybe dette. Finder de ikke dette fyldstgørende nok eller har de krav til det skal uddybes af en professionel, ja så skal vi have udvidet vores psykolograpport. I værste tilfælde kan vi rissikere, at de ikke vil godkende os i Colombia og så er Colombia-tumlingen historie. Shit dette adoptions halløj er hård kost!!!
Nå men vi forsøger nu at forholde os positivt. MC sagde, at Ayudame havde skrevet at de gennerelt fandt vores sag intressant og veldokumneteret. Yderligt er det positiv at vi allerede er med på et komitetsmøde.
Vi har skrevet 2,5 side til dem, som pt. er i gang med at blive oversat så det kan komme til Colombia. Så nu kan vi ikke gøre andet end at vente på, at de ser på det og giver besked om godkendelse eller afvisning.
Vi har fået fortalt, at det ikke er unormalt at Colombia ber om supplerende oplysninger. På sin vis er det godt. Det betyder at de stiller store krav til deres samarbejdspartnere for at sikre, at deres børn får den bedst tænkelige fremtid. At de så ikke ud fra første øjekast kan se hvor fantastiske forældre vi bliver er jo lidt trist - men vi tror på vi får dem overbevidst!!!!
Til tider kan jeg hade mig selv for at tro på det bedste. Da vi stod med godkendelsen til adoption i vores hænder var der kun lykke at sporer og ingen tanker om, på trods af detaljerede beskrivelser fra andre adoptanter om"bump" på vejen, at vores tur til tumlingen skulle blive præget af op og nedture. Jeg har en eller anden egenskab til at hviske alt det negative væk og tro på det bedste. Nogle vil nok mene, at dette ikke er speciel hensigtsmæssig da jeg herved bliver frygtelig skuffet og ked af det når det så viser sig, at vi ikke stryger til toppen af listen i rekord fart og uden problemer. Men jeg forestiller mig nu stadig, at jeg ville være blevet frygtelig trist over disse bump på trods af, at jeg havde forberedt mig på det. Og kan man overhovedet forberede sig på det? Jeg vælger at forblive optimistisk det meste af tiden da det altså er sjovere at tro på det lykkes og forsøge at glæde sig over denne tid som aldrig kommer igen. At jeg skriver sådan, giver jer ikke ret til at sige "husk at nyde tiden alene mens i har den bla bla ..." Jeg hader den kommentar på trods af, at den er velment og jeg inderst inde godt forstår hvad i siger. Men den alenetid i forældre drømmer om - den ønsker vi er slut. Man vil altid have det man ikke har ik'?!
Status er at frygten spirrer i maven, hjertet er i Colombia og hovedet hopper mellem de to destinationer
Marie Cecilie ringede i onsdags for at fortælle os, at hun havde modtaget en mail fra Ayudame. Vores sag var sendt på komitet. Kort fortalt består komiteten af x antal mennesker i Colombia som skal godkende vores sag inden de kan matche barn til os. I Komiteten er der en psykolog, som ikke finder vores social rapport/psykolog rapport uddybende nok om et konkret emne, og derfor ønsker de yderligere oplysninger. I første omgang er vi blevet bedt om, med egne ord at uddybe dette. Finder de ikke dette fyldstgørende nok eller har de krav til det skal uddybes af en professionel, ja så skal vi have udvidet vores psykolograpport. I værste tilfælde kan vi rissikere, at de ikke vil godkende os i Colombia og så er Colombia-tumlingen historie. Shit dette adoptions halløj er hård kost!!!
Nå men vi forsøger nu at forholde os positivt. MC sagde, at Ayudame havde skrevet at de gennerelt fandt vores sag intressant og veldokumneteret. Yderligt er det positiv at vi allerede er med på et komitetsmøde.
Vi har skrevet 2,5 side til dem, som pt. er i gang med at blive oversat så det kan komme til Colombia. Så nu kan vi ikke gøre andet end at vente på, at de ser på det og giver besked om godkendelse eller afvisning.
Vi har fået fortalt, at det ikke er unormalt at Colombia ber om supplerende oplysninger. På sin vis er det godt. Det betyder at de stiller store krav til deres samarbejdspartnere for at sikre, at deres børn får den bedst tænkelige fremtid. At de så ikke ud fra første øjekast kan se hvor fantastiske forældre vi bliver er jo lidt trist - men vi tror på vi får dem overbevidst!!!!
Til tider kan jeg hade mig selv for at tro på det bedste. Da vi stod med godkendelsen til adoption i vores hænder var der kun lykke at sporer og ingen tanker om, på trods af detaljerede beskrivelser fra andre adoptanter om"bump" på vejen, at vores tur til tumlingen skulle blive præget af op og nedture. Jeg har en eller anden egenskab til at hviske alt det negative væk og tro på det bedste. Nogle vil nok mene, at dette ikke er speciel hensigtsmæssig da jeg herved bliver frygtelig skuffet og ked af det når det så viser sig, at vi ikke stryger til toppen af listen i rekord fart og uden problemer. Men jeg forestiller mig nu stadig, at jeg ville være blevet frygtelig trist over disse bump på trods af, at jeg havde forberedt mig på det. Og kan man overhovedet forberede sig på det? Jeg vælger at forblive optimistisk det meste af tiden da det altså er sjovere at tro på det lykkes og forsøge at glæde sig over denne tid som aldrig kommer igen. At jeg skriver sådan, giver jer ikke ret til at sige "husk at nyde tiden alene mens i har den bla bla ..." Jeg hader den kommentar på trods af, at den er velment og jeg inderst inde godt forstår hvad i siger. Men den alenetid i forældre drømmer om - den ønsker vi er slut. Man vil altid have det man ikke har ik'?!
Status er at frygten spirrer i maven, hjertet er i Colombia og hovedet hopper mellem de to destinationer
Abonner på:
Opslag (Atom)