... og på displayet står der Marie-Cecilie AC. Fluks ryger en masse tanker gennem hovedet. Er det nu? Ej det kan det ikke være! Hvad er galt? Noget mangler?! Ja noget mangler, desværrer :(
Marie Cecilie ringede i onsdags for at fortælle os, at hun havde modtaget en mail fra Ayudame. Vores sag var sendt på komitet. Kort fortalt består komiteten af x antal mennesker i Colombia som skal godkende vores sag inden de kan matche barn til os. I Komiteten er der en psykolog, som ikke finder vores social rapport/psykolog rapport uddybende nok om et konkret emne, og derfor ønsker de yderligere oplysninger. I første omgang er vi blevet bedt om, med egne ord at uddybe dette. Finder de ikke dette fyldstgørende nok eller har de krav til det skal uddybes af en professionel, ja så skal vi have udvidet vores psykolograpport. I værste tilfælde kan vi rissikere, at de ikke vil godkende os i Colombia og så er Colombia-tumlingen historie. Shit dette adoptions halløj er hård kost!!!
Nå men vi forsøger nu at forholde os positivt. MC sagde, at Ayudame havde skrevet at de gennerelt fandt vores sag intressant og veldokumneteret. Yderligt er det positiv at vi allerede er med på et komitetsmøde.
Vi har skrevet 2,5 side til dem, som pt. er i gang med at blive oversat så det kan komme til Colombia. Så nu kan vi ikke gøre andet end at vente på, at de ser på det og giver besked om godkendelse eller afvisning.
Vi har fået fortalt, at det ikke er unormalt at Colombia ber om supplerende oplysninger. På sin vis er det godt. Det betyder at de stiller store krav til deres samarbejdspartnere for at sikre, at deres børn får den bedst tænkelige fremtid. At de så ikke ud fra første øjekast kan se hvor fantastiske forældre vi bliver er jo lidt trist - men vi tror på vi får dem overbevidst!!!!
Til tider kan jeg hade mig selv for at tro på det bedste. Da vi stod med godkendelsen til adoption i vores hænder var der kun lykke at sporer og ingen tanker om, på trods af detaljerede beskrivelser fra andre adoptanter om"bump" på vejen, at vores tur til tumlingen skulle blive præget af op og nedture. Jeg har en eller anden egenskab til at hviske alt det negative væk og tro på det bedste. Nogle vil nok mene, at dette ikke er speciel hensigtsmæssig da jeg herved bliver frygtelig skuffet og ked af det når det så viser sig, at vi ikke stryger til toppen af listen i rekord fart og uden problemer. Men jeg forestiller mig nu stadig, at jeg ville være blevet frygtelig trist over disse bump på trods af, at jeg havde forberedt mig på det. Og kan man overhovedet forberede sig på det? Jeg vælger at forblive optimistisk det meste af tiden da det altså er sjovere at tro på det lykkes og forsøge at glæde sig over denne tid som aldrig kommer igen. At jeg skriver sådan, giver jer ikke ret til at sige "husk at nyde tiden alene mens i har den bla bla ..." Jeg hader den kommentar på trods af, at den er velment og jeg inderst inde godt forstår hvad i siger. Men den alenetid i forældre drømmer om - den ønsker vi er slut. Man vil altid have det man ikke har ik'?!
Status er at frygten spirrer i maven, hjertet er i Colombia og hovedet hopper mellem de to destinationer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar