1 års bryllupsdag

I dag kan vi fejre vores første år som mand og kone. Og hvilket år!!! Vi mindes denne dag for 1 år siden og wauw en fantastisk oplevelse. Sikke en fest! Vi er begge enige om, at det er det vildste vi nogensinde har prøvet. Det var fantastisk at få lov til at dele vores kærlighed til hinanden med alle vores nærmeste. Vi var overvældet over alle de flotte gaver, skønne sange, de mange smukke taler der blev holdt og det fantastiske underholdning vores venner havde stablet på bennene. I løbet af året har vi modtaget sjove postkort (med billeder af os selv) fra alle jer der deltog i festen. Hver gang er vi blevet mindet om en skøn skøn dag. TAK! Det er bare den bedste dag i vores liv til dato - vi får et kæmpe smil på læben når vi husker tilbage på vores bryllupsdag.
Her er en lille billede kavalkade med detaljer fra en stor dag:

f

Vi glæder os til at se hvad fremtiden byder - sammen klare vi det ♥ ♥ ♥ ♥

Ventekalender Juni 2011

Den originale sansegynge fra Legeskab
Sansegyngens runde favn gentager den første bevægelse, spædbarnet kender, og giver rolige og trygge børn. Når børnene vokser, vokser gyngen med og giver fantasifulde, sociale og selvhjulpne børn.
Når gyngen hænger lavt over jorden, gør den små børn selvhjulpne, fordi de selv kan klatre ind og ud. Hvis Sansegyngen løftes lidt, får større børn vinger som fuglen og frihed til at skabe nye lege hver eneste dag. Børnene kan sidde i den, ligge i den, hænge på den og hygge i den. Børns kreative leg med gyngen styrker balancen, og bevægelsens beroligende effekt varer hele livet. Derfor er gyngen også en fantastisk gave til voksne børn.
Motorikken er i hus
Den originale sansegynge er ophængt i ét punkt, der giver gyngen en karrusel-funktion. Det betyder, at den både kan snurre rundt og gynge frem og tilbage og til siden – netop de tre bevægelser, der aktiverer væsken i de tre buegange i vestibulærsansen, der er så vigtig i forhold til vores balance.

Vi har fundet vores sti....

http://www.tearsandhope.com/emptyarms_video.html

Jeg tror alle der har været/er i fertilitetsbehandling kan nikke genkende til de føleser denne video bringer frem i en. Og til alle jer der ikke har prøvet det - jeg håber det giver et lille indblik i vores vej hertil hvor vi er nu. Vi har fundet vores sti!!!

Til alle vores kære venner med børn, som gerne vil fortælle dem om adoption, så er herunder en sød lille film som fint fortæller lidt om hvorfor vi skal hente et barn i Colombia :o)

Intet nyt under stjernerne

Hvis nogen bemærker det lidt sene tidspunkt for denne blog-opdatering, så er det af den årsag at jeg er på arbejde. Patienterne sover og jeg keder mig! Hvad er bedre, når ekstrabladet, adoptionsverden osv. er læst tynd - at komme med en lille status opdatering om hvad der rør sig hos mig pt. Jeg trænger til at skrive alle de trælse tanker ned - min egen helt "private" terapi form ;o)

Vi håber inderligt Colombia snart giver en tilbage melding på vores sag. Det er ikke specielt sjovt at gå her i det uvisse og ikke vide om man er købt eller solgt. Det slider! Humøret bliver i den grad påvirket af det, hvis i spørg' min kære hr. mand så tror jeg ikke han syntes hans kone er speciel sjov i tiden. Gid man bare kunne tage det lige så afslappet som ham! Ikke han ikke bekymre sig - han formår bare, ikke at tage sorgerne på forskud. Det er det jeg elsker ham for - at han bevarer roen og optimismen. Så kan jeg være hende der flipper ud og lader de små detaljer blive til kæmpe problemer ;o) F.eks. når AC pluslig ændre vores udsendelses dato til i forrig uge, på trods af den er sendt til Ayudame for over en mdr. siden. Jeg ved godt, at vi ved hvornår den er sendt - men det er squ bare træls når det ikke stemmer med de oplysninger der er at finde på AC's hjemmeside. Så på trods af det er en detalje, ja så irretere det mig. Så langt ude er jeg pt. Ævvv!

Hjemme hos os har vi efterhånden indset, at 2011 nok ikke bliver året hvor vi bliver +1. Jeg ved godt, at der stadig er 6 mdr. tilbage af året og meget kan ske. Men hvis vi skal være lidt realistiske og holde det op med statestikkerne fra de sidste år, så tyder det ikke i den retning. Ayudame skal virkelig slå alle rekorder hvis det skal ske - og det skal vi vidst ikke sætte næsen op efter. Bestemt ikke med det tempo formidlingen kører i nu. Der er bare så stille - kom nu Colombia. Hep hep!!

Nu det ikke tyder på, at det bliver i år vi skal rejse til Colombia, så må jeg indrømme at tankerne om jobskifte fylder! Jeg vil bare SÅ gerne have et job jeg glæder mig til at komme afsted til - noget der fylder hverdagen som gør mig glad, istedet for det skal være en sur pligt! Shit jeg savner adrenalin-kick'et der susser gennem kroppen når der bliver meldt en dårlig patient. Jeg trænger til nye udfordringr og noget der kan få tankerne lidt væk fra dette adoptions-helvede som jeg pt syntes det er.
Jeg orker ikke folk spørger til adoption for tiden - der er bare intet spændende at berette om og jeg bliver mindet om dette vente-helvede jeg pt. syntes det er. Fortryder ikke et sekund jeg har været åben om vores adoption hele vejen, for det betyder også at der er søde mennesker der lytetr når det er det jeg har behov for. Lige pt. vil jeg bare helst glemme hvor træls det er :o(

Nå tilbage til den virkelighed. Klokkene bimler og det er tid til en lille tur rundt med lommelygten.
Godnat Danmark blev der sagt!

Nu venter vi på komitetens afgørelse

Vi har i dag fået bekræftet at vores ekstra dokument er på vej til Colombia. Nu er der ikke andet for, end at håbe de snart holde komitetsmøde i Colombia så de kan få godkendt vores sag!!!
Marie-Cecilie forventer at vi snart ved besked... men hvornår er snart??!!

Vi væbner os med tålmodighed, krydser vores fingre og sender POSITIVE tanker til Colombia!!!!!!!!

Telefonen ringer...

... og på displayet står der Marie-Cecilie AC. Fluks ryger en masse tanker gennem hovedet. Er det nu? Ej det kan det ikke være! Hvad er galt? Noget mangler?! Ja noget mangler, desværrer :(

Marie Cecilie ringede i onsdags for at fortælle os, at hun havde modtaget en mail fra Ayudame. Vores sag var sendt på komitet. Kort fortalt består komiteten af x antal mennesker i Colombia som skal godkende vores sag inden de kan matche barn til os. I Komiteten er der en psykolog, som ikke finder vores social rapport/psykolog rapport uddybende nok om et konkret emne, og derfor ønsker de yderligere oplysninger. I første omgang er vi blevet bedt om, med egne ord at uddybe dette. Finder de ikke dette fyldstgørende nok eller har de krav til det skal uddybes af en professionel, ja så skal vi have udvidet vores psykolograpport. I værste tilfælde kan vi rissikere, at de ikke vil godkende os i Colombia og så er Colombia-tumlingen historie. Shit dette adoptions halløj er hård kost!!!

Nå men vi forsøger nu at forholde os positivt. MC sagde, at Ayudame havde skrevet at de gennerelt fandt vores sag intressant og veldokumneteret. Yderligt er det positiv at vi allerede er med på et komitetsmøde.
Vi har skrevet 2,5 side til dem, som pt. er i gang med at blive oversat så det kan komme til Colombia. Så nu kan vi ikke gøre andet end at vente på, at de ser på det og giver besked om godkendelse eller afvisning.
Vi har fået fortalt, at det ikke er unormalt at Colombia ber om supplerende oplysninger. På sin vis er det godt. Det betyder at de stiller store krav til deres samarbejdspartnere for at sikre, at deres børn får den bedst tænkelige fremtid. At de så ikke ud fra første øjekast kan se hvor fantastiske forældre vi bliver er jo lidt trist - men vi tror på vi får dem overbevidst!!!!

Til tider kan jeg hade mig selv for at tro på det bedste. Da vi stod med godkendelsen til adoption i vores hænder var der kun lykke at sporer og ingen tanker om, på trods af detaljerede beskrivelser fra andre adoptanter om"bump" på vejen, at vores tur til tumlingen skulle blive præget af op og nedture. Jeg har en eller anden egenskab til at hviske alt det negative væk og tro på det bedste. Nogle vil nok mene, at dette ikke er speciel hensigtsmæssig da jeg herved bliver frygtelig skuffet og ked af det når det så viser sig, at vi ikke stryger til toppen af listen i rekord fart og uden problemer. Men jeg forestiller mig nu stadig, at jeg ville være blevet frygtelig trist over disse bump på trods af, at jeg havde forberedt mig på det. Og kan man overhovedet forberede sig på det? Jeg vælger at forblive optimistisk det meste af tiden da det altså er sjovere at tro på det lykkes og forsøge at glæde sig over denne tid som aldrig kommer igen. At jeg skriver sådan, giver jer ikke ret til at sige "husk at nyde tiden alene mens i har den bla bla ..." Jeg hader den kommentar på trods af, at den er velment og jeg inderst inde godt forstår hvad i siger. Men den alenetid i forældre drømmer om - den ønsker vi er slut. Man vil altid have det man ikke har ik'?! 

Status er at frygten spirrer i maven, hjertet er i Colombia og hovedet hopper mellem de to destinationer

Projekt hus

Villa villa kulla er gået fra rød til hvid...

Før:

 Under arbejde:

 Efter:

Næste projekt i følgende rækkefølge: Skur, terasse og have. Så gik den sommer :o)