Arbejde, arbejde og arbejde - det har været temaet for weekenden.
Jeg er sygeplejerske på en akut modtagelse. Jeg er super glad for mit arbejde. Man bliver udfordret hver eneste dag både mentalt, fysisk og psykisk. Altså jeg vil hellere være sammen med min familie og venner i weekenden, men jeg er nu også vild med at sove længe mandag og gå rundt i nattøj til kl 12. Man kan ikke få det hele!
I lørdags blev jeg mindet om, hvor heldig jeg har været! En ung mand havde fået påført et traume og var lam fra brystet og ned. Jeg blev overrakset over hvor meget det faktisk påvirkede mig. Da meldningen kom samlede der sig en knude i min mave og jeg fik kuldegysniner. Flashback!! Tankerne fløj tilbage til den 16. juni 2004. Der var det mig der lagde der midt på vejen og ikke kunne rejse mig op. Mig der blev ved med at sige til den kære falck mand at jeg ikke kunne mærke mine ben og om han troede jeg kom til at gå igen? Så mange tanker fløj igennem mit lille hovede. På et splitsekund ændrede mit liv sig for altid.
En tur i scanneren viste, at jeg havde brækket nakken 3 steder! Ingen kunne sige om følesansen ville komme igen, kun tiden ville vise. Babu babu blev jeg overflyttet til specialisterne i Århus med politi eskort.
Det kan ikke beskrives med ord hvor heldig jeg har været. Efter halvandet døgn kunne jeg vippe med tærene og langsomt kom følesansen tilbage i kroppen. Mon ik kan forestille jer hvor fantastisk det pluslig er at vippe med storetåen?!!!
Da jeg kørte hjem lørdag aften trillede tårene ned af mine kinder. Jeg blev så taknemlig for mit liv. Den oplevelse for mange år siden sider dybt plantet i mig. Jeg bliver hver dag mindet om ulykken i form af føleforstyrrelser og har lært at leve med de udfordringer livet byder på med de men ulykken har ført med.
Det er jo vand ved siden af et liv i kørestol. Et liv i kørestol ville have været = ingen børn for mit vedkommen. Pluslig blev den ventetid vi i øjeblikket befinder os i sat i perspektiv. Jeg minder mig selv om, at livet er en gave på lånt tid - ingen ved hvornår det er slut.
Vi venter på noget helt fantastisk og vi længes efter at blive 3... men følesen af at livet er sat på stand by mens vi venter er skubbet langt væk. Livet skal leves!
Inden længe hopper jeg af nattøjet og i løbeskoene - bare fordi jeg kan!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar