Skuffelse, delmål, håb...

Vores psykolog meddelte i går, at hendes computer er brut sammen og derfor har vi stadig ikke modtaget den psykologattest. Hun håbede hendes IT mand kunne genskabe den i dag og kunne det ikke lade sig gør, ja så ville hun skrive en ny torsdag. Arh.. det er et lille bitte bumb på vejen, men det slår mig lidt ud af kurs. Lige nu er vi bare i en grå zone - vi ved intet sker før vores papirer er godkendt i Colombia (ja og derfra kan der jo være lang vej stadig).
Det er så svært at beskrive hvordan jeg har det. For de fleste dage er gode. Vi er stadig gode til at fylde vores liv med oplevelser og selvforkælelse, så tiden til BIF (barn i forlag) bliver fyldt ud og savnet mindre. Men nogle dage fylder savnet, tankerne flyver til Colombia og jeg fantasere om vores fremtid med tumlingen. Man føler en afmagt. Vi aner ikke hvornår det magiske opkald kommer. Er det om 6, 12 eller 24 mdr? Er det for optimistisk at vi tror på 2011 bliver vores år? Skal jeg drosle mine forventningerne ned? Det er svært ikke at håbe på at det bliver i år. Og jeg har tænkt meget over det i dag... og tror den konklusionen jeg er nået til, er at jeg sætter delmål. Første delmål er at få sagen godkendt i Colombia og herefter giver jeg mig selv lov til at håbe og tro på at dette er vores år. Finder tumlingen så ikke vejen til os i 2011, så må der sættes et nyt mål. Skuffelser kommer man ikke uden om i denne proces og vi er jo efterhånden også frygtelig trænet i at blive skuffet... tænk at jeg skriver det! Men det er så sandt som det er sagt. Jeg tror nøgleordet i dette er, at man giver sig selv lov til at være ked af det og syntes verden er uretfærdig. Jeg ved heldigvis også at det sorte hul (endnu) ikke er så dyb, at jeg ikke kan finde op igen.

Nu hopper je i træningstøjet så jeg kan få sved på panden og få tankerne i en anden retning....