Tankerne flyver rundt i mit lille hovede i tiden. Vi er meget tæt på fase 3 samtalerne, hvor vi skal "overbevise" vores sagsbehandler om at vi bliver perfekte adoptivforældre - og vi er klar til at give et barn fra det store udland en tryg og kærlig familie. Og jeg har tænkt meget over den sorg vi har haft/har over ikke at kunne bliver forældre af den naturlige vej....
Det var hårdt at sige farvel til drømmen om en graviditet og en nyfødt baby, men det har ikke været svært at sige farvel til ikke at skulle være biologisk mor. I min verden er man ikke mor eller far, fordi man har leveret et æg eller en sædcelle - man er mor og far når man har en ubetinget kærlighed til barnet, når man er den der trøster og den der glæder.
Det har tager tid og tåre da drømmen bristede. Den sværeste beslutning til dato var at sige stop til alle behandlingerne - men ingen tvivl om, at det også er den bedste beslutning vi nogensinde har taget. Min krop er mig evig taknemlig for ikke at blive proppet med hormoner og mit hovede er igang med at bearbejde sorgen på en mere kontrolleret måde end tidligere.
Heldigvis kan drømmene ændres. Før så jeg barnevogne og gravide maver over alt. Nu ser jeg små lækre brune børn over alt :-) Og nøj hvor jeg glæder mig til at hører barne-trip på vores gulve.
Når vi står på den venteliste er det jo for os = at jeg er gravid. Det er bare en lidt anderledes måde. Vi ved ikke hvor længe ventetiden er, hvad farve barnet har når det kommer, hvor gammel barnet er.... og dem der kender mig godt ved, at det er noget at det der er svært. Jeg hader ikke at have kontrol. Men jeg øver mig hver dag i, at være tålmodig og pænt at vente. Og lad os bare sige, at nogen dage går det bedre end andre.... ;-)
Jeg ved jeg aldrig kommer til at bære vores barn under hjertet, men jeg bære vores barn i hjertet - og det er jo faktisk ret fantastisk!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar